Det vakte kæmpe postyr, da Ben Affleck i et interview tilbage i 2021 fortalte, at han stadig ville have kæmpet med alkoholproblemer, hvis ikke han var blevet skilt fra skuespilleren Jennifer Garner.

Nu slår Hollywood-stjernen dog fast én gang for alle, at det ikke forholder sig sådan.

Det fortæller Ben Affleck i et større interview med The Hollywood Reporter.

»Ideen om at jeg bebrejdede min kone for mit alkoholmisbrug, lad mig slå fast: min opførsel er ene og alene mit ansvar,« siger han til mediet.

Ben Affleck var fra 2005 til 2018 gift med skuespilkollegaen Jennifer Garner, som han mødte under indspilningerne til filmene 'Pearl Harbor' og 'Daredevil'.

De chokerende udtalelser fra Affleck kom i radioprogrammet 'The Howard Stern Show' – tre år efter, at han officielt blev skilt fra Jennifer Garner.

»Vi ville være endt i struben på hinanden. Jeg ville nok stadig have drukket,« sagde Ben Affleck dengang og fortsatte:

»Jeg følte mig fanget, og det var en af årsagerne til, at jeg begyndte at drikke. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne smutte på grund af børnene, men jeg var ikke glad, så hvad kunne jeg gøre?«

Ben Affleck og Jennifer Garner har sammen børnene Violet, Seraphina og Samuel. Og det var for deres skyld, at parret forsøgte at fikse deres ægteskab.
Ben Affleck og Jennifer Garner har sammen børnene Violet, Seraphina og Samuel. Og det var for deres skyld, at parret forsøgte at fikse deres ægteskab. Foto: MIKE NELSON
Vis mere

Ben Affleck gik i behandling i 2018 og kom ud af sin alkoholafhængighed efter halvandet år.

Ifølge Ben Affleck forsøgte han i interviewet fra 2021 at fortælle, at han drak for meget og italesætte, at alkohol ikke skal bruges som middel til at lukke et hul, hvis man føler, at livet bliver svært.

Han fortæller ligeledes til The Hollywood Reporter, at det var en bevidst fejlkarakterisering fra mediet New York Post, der fik blæst udtalelserne ud af proportioner.

»Det var ligegyldigt, hvor mange gange jeg sagde: 'Det er ikke sådan, jeg har det. Jeg bebrejder ikke min ekskone for mit alkoholmisbrug.'«

Siden skilsmissen fra Jennifer Garner har Ben Affleck fundet kærligheden – han blev nemlig gift med sangerinden Jennifer Lopez i august sidste år.