En mystisk og uhyggelig forsvinden optager lige nu australske medier. 

Tv-værten Jesse Baird og hans kæreste Luke Davies er blevet meldt savnet, efter at deres familier ikke har hørt fra dem siden tirsdag.

Det skriver flere australske medier heriblandt The Sydney Morning Herald

Politiet har i forbindelse med eftersøgningen af de to mænd fundet blodigt tøj i en skraldespand tæt på der, hvor Jesse Baird bor i Sydney. 

I skraldespanden fandt de også mere tøj, en telefon, kreditkort og nøgler, som alt sammen angiveligt tilhører Luke Davies, der arbejder som steward. 

Opdagelsen af de blodige genstande ledte politiet til Jesse Bairds lejlighed, hvor man også har fundet blod og møbler, der er spredt rundt i den dyre bolig. 

Derfor udtaler politichef Jodi Radmore på et pressemøde torsdag morgen, at man mener, der er sket en hændelse i lejligheden mellem de to mænd. 

»Vi mener, at der er sket noget på adressen,« lød det.

Samtidig fortalte politichefen, at den mængde blod fundet på det angivelige gerningssted er nok til, at en person kan være meget hårdt såret. 

Naboer i bygningen har fortalt politiet, at de hørte et skænderi mandag morgen på terrassen, der hører til lejligheden. 

Politiet har også undersøgt Luke Davies' hus, men her har man angiveligt ikke fundet spor efter en kriminel handling. 

De undersøger nu, hvem der har set parret op til deres forsvinden, og det vides endnu ikke, om det er begge mænd, der har været udsat for noget kriminelt. 

»Vi udelukker ikke noget på det her tidspunkt.« 

Billeder på de to mænds sociale medier viser, at de i sidste uge var sammen til en koncert med sangeren Pink i Sydney, og weekenden før var de på ferie sammen. 

Jesse Baird er et kendt navn i Australien.

Han har både været vært på børne-tv, og han er kendt som reporter på de røde løbere i landet. 

Sagen efterforskes både som en forsvinding og potentielt mord. 

Politichefen Jodi Radmore udtalte på pressemødet, at man fokuserer primært på de to mænd, men at de ikke kan udelukke, at der er andre involverede. 

Man går nu i gang med de tekniske undersøgelser af de beviser, der indtil videre er indsamlet fra gerningsstedet.