Det gik voldsomt for sig, da filmen ‘Wicked’ i sidste uge havde premiere i Singapore.
På den røde løber blev Hollywoodstjernen, Ariana Grande, overfaldet.
Nu er den australske mand, der kastede sig over hende, blevet fængslet.
Det skriver flere medier, blandt andre BBC.
Den 26-årige gerningsmand, Johnson Wen, har erklæret sig skyldig i at være ‘offentligt til gene’.
Det sker efter han, ved premieren torsdag, sprang over en barrikade og greb ud efter skuespilleren for at lægge sin arm om hende. Se det i videoen herunder.
Anklageren krævede efterfølgende fængsel til Wen med den begrundelse, at han er en 'seriel ubuden gæst', der offentliggør sin opførsel for at opnå popularitet online.
Johnson Wen, der går under navnet Pyjama man på Instagram, er kendt for at invadere scener under koncerter.
Tidligere er det gået ud over blandt andre Katy Perry og The Weekend.
Nu har en domstol i Singapore idømt manden ni dages fængsel for overfaldet på Ariana Grande.
