Flere fans har tilsyneladende været bekymrede for Ariana Grandes krop og velvære.
Reaktioner i massevis har i hvert fald affødt en video, hvor sangerinden går i rette med sine fans.
Fansene synes nemlig, at det ser ud, som om Ariana Grande har tabt sig. Og de er bekymrede for, om hun er okay.
'Jeg vil bare adressere jeres bekymring for min krop og snakke lidt om, hvad det betyder at være en person med en krop, og blive set og holdt så nøje øje med,' indleder Ariana Grande videoen, der er lagt op på hendes TikTok-profil.
I videoen har hun håret trukket stramt tilbage og står i en grå hættetrøje. Hendes øjne er fri for makeup, hvilket sangerinden også selv kommenterer.
I en tekst til videoen skriver hun:
'I har snakket meget om den (hendes krop, red.) det sidste årti eller længere, så denne gang vil jeg gerne deltage.'
'Jeg synes, vi burde være mindre komfortable med at kommentere andre folks kroppe – også hvis du synes, du siger noget godt og med gode intentioner. Hvad end det kan være: Sund, usund, stor, lille, sexet eller usexet,' siger hun fortsat med opsangen i videoen.
Ariana Grande blev kendt som 16-årig, da hun spillede med i den populære børneserie 'Victorious', der blev sendt for første gang i 2009 på Nickelodeon. Siden dengang har hun været i offentlighedens søgelys.
'Den krop, I sammenligner min nuværende med, var den usundeste version af min krop. Jeg var på mange antidepressiver og spiste usundt. Og jeg var på det laveste punkt i mit liv, da jeg så ud på den måde, I betegner som 'det sunde'. Men faktum er: Jeg var ikke sund,' siger stjernen i videoen, der i skrivende stund er blevet set godt 70 millioner gange.
Det vides ikke, hvilket tidspunkt Ariana Grande refererer til som sit 'usundeste'.
Men videoen har vakt genklang hos andre berømtheder.
Blandt andet har supermodellen Bella Hadid delt videoen på sin Instagram i opbakning til Ariana Grandes budskab:
'Jeg elsker dig, Ari. Dette er så vigtigt, jeg er meget stolt af dig. Det vil hjælpe så mange mennesker. Tak,' skriver hun blandt andet.
Ariana Grande er i øjeblikket i London, hvor hun er i gang med at filme 'Wicked'. Her skal hun spille rollen som Glinda.