Den verdensberømte skuespiller Anthony Hopkins har forgæves forsøgt at genskabe kontakten til sin datter, Abigail Hopkins, som han ikke har set i mere end 20 år.
Det fortæller han i et interview med The New York Times.
Anthony Hopkins fortæller blandt andet, at hans nuværende kone, Stella Arroyave, har prøvet at invitere datteren, som han fik med sin tidligere kone, Petronella Barker, til at genoptage kontakt.
»Vi fik ikke et ord tilbage. Så tænkte jeg: ‘Okay, fint nok’,« siger skuespilleren til New York Times og tilføjer:
»Jeg ønsker hende alt godt, men jeg kommer ikke til at spilde energi på det. Hvis du ville spilde dit liv på at være vred, så er det fint.«
Anthony Hopkins har talt med The New York Times i anledning af sin kommende selvbiografi 'We did ok, kid', hvor han angiveligt også nævner forholdet til datteren.
Skuespilleren har også tilbage i 2018 i et interview til Radio Times indrømmet, at forholdet var så dårligt, at han faktisk ikke vidste, om han havde nogle børnebørn.
»Jeg har ingen idé. Mennesker bryder op. Familier går i stykker, og man må bare komme videre med sit liv. Folk tager valg, og uanset hvordan man ser på det er jeg ligeglad,« sagde han i interviewet ifølge The Independent.
Datteren Abigail Hopkins har tidligere fortalt, at den primære grund til den manglende kontakt, er Anthony Hopkins' svigt som far i hendes barndom, hvor han var fraværende, da han ofte var i udlandet for at arbejde.
Abigail Hopkins har fortalt, at deres forhold altid har været 'sporadisk' og fyldt med konflikt, da hun kun så ham ca. en gang om året.

»Jeg så ham måske en gang om året. Der er en lille sorg, men jeg skal også videre med mit liv. Det har altid været sådan. Så ser jeg ham, så gør jeg ikke, og så var jeg 16 år,« sagde hun i 2006 i et interview til The Telegraph.
I samme interview fortalte datteren, at hun var åben for forsoning, men kun hvis det gik begge veje.
I 1990erne var Anthony Hopkins og Abigail Hopkins i en periode på talefod, og hun medvirkede i små roller i flere af hans film.
Men i 2001 opstod der en konflikt mellem de to, og de har ikke haft kontakt med hinanden siden.
Abigail Hopkins har endnu ikke kommenteret sin fars nye udtalelser.
87-årige skuespiller Anthony Hopkins er blandt andet kendt for sine ikoniske film Silence of the lamb, Hannibal og Meet Joe Black.
