Det var først for alvor, da han en morgen vågnede og troede, at nogen havde stjålet hans bil, at det gik op for ham, hvor langt ud han var kommet.

Helt derud, hvor han tænkte, at det kunne ende med at koste ham livet.

I en ny selvbiografi, 'We Did Ok, Kid', giver den anerkendte og prisbelønnede britiske skuespiller Anthony Hopkins et ganske ærligt indblik i sit liv.

Ikke mindst i fortiden, hvor blandt andet alkohol spillede en stor rolle.

I et interview med The Guardian om bogen, der udkommer denne tirsdag, forklarer han, at det at drikke »var en familietradition«.

Det tog samtidig til, da han som ung skuespiller kom ind i teaterverdenen, forklarer han og mindes, hvordan han kunne stå på scenen og ikke vide, hvor han var, eller hvorfor han var der.

»Men jeg husker, at jeg en dag tænkte: 'Ja, og det kommer også til at dræbe dig',« siger han til mediet.

Samtidig påvirkede alkoholen også hans første ægteskab med skuespiller-kollegaen Petronella Barker.

De to sagde 'ja' til hinanden i 1966, da han var 29, og hun var 24 – og deres forhold var ifølge Anthony Hopkins præget af skænderier, depression og en masse whisky.

I 1969 forlod han livet med hustruen og deres dengang etårige datter, Abigail.

Anthony Hopkins har vundet to Oscar-priser. Den første i 1992 for hans rolle i filmen 'Ondskabens øjne'. Den anden i 2021 for sin rolle i 'The Father'.
Anthony Hopkins har vundet to Oscar-priser. Den første i 1992 for hans rolle i filmen 'Ondskabens øjne'. Den anden i 2021 for sin rolle i 'The Father'. Foto: Patrick T. Fallon/AFP/Ritzau Scanpix

Til The Guardian beskriver han det som »det tristeste i mit liv og min største fortrydelse«:

»Og alligevel er jeg helt sikker på, at det ville have været meget værre for alle, hvis jeg var blevet,« forklarer han.

Tre år efter blev han og Petronella Barker endegyldig skilt, men det var først to år senere, han fik sit 'wake-up call' i forhold til sit alkoholmisbrug.

Det skete i Los Angeles, da han en morgen vågnede op til, at hans bil var væk.

Han ringede derfor til sin agent for at fortælle det, men agenten svarede blot, at ingen havde stjålet den.

I stedet kunne agenten fortælle, at de havde fundet Anthony Hopkins på vejen, efter han havde kørt omkring 800 kilometer en hel nat fra Arizona til Beverly Hills.

Mens han havde været fuldkommen beruset.

»Jeg var sindssyg, jeg var skør, jeg kunne ikke huske halvdelen af turen,« siger han til det britiske medie og forklarer, at han erkendte, at det var en dødelig måde at leve på.

Ikke kun for ham selv, men også for andre, han kunne have mødt på sin vej.

Der gik det op for ham, at han havde brug for hjælp, skriver The Guardian.

At det var slut med alkoholen.

Skuespilleren satte derfor direkte kurs mod Anonyme Alkoholikere, og siden den 29. december 1975 – fortæller han – har han ikke haft trang til at drikke.

Anthony Hopkins danner i dag par med 69-årige Stella Arroyave, som han har været gift med siden 2003.