Det er 49 år siden, men Hollywood-stjernen Anthony Hopkins glemmer aldrig den køretur i Californien.
En køretur, der kom til at ændre hans liv for altid.
Til New York Times' podcast 'The Interview' fortæller 87-årige Hopkins, at han i beruset tilstand kørte rundt uden nogen anelse om, hvor han skulle hen.
Men lige der gik det op for ham, hvor alvorligt et skråplan han var kommet ud på.
»Jeg kunne have dræbt en familie i en bil, ved du nok,« siger Anthony Hopkins i podcasten ifølge New York Post.
Erkendelsen kom efter at den Oscar-vindende skuespiller under bilturen var kommet til at tænke på, at han kunne slå andre eller sig selv ihjel ved at køre i den tilstand – og i første omgang havde været ligeglad.
»Jeg indså, at jeg var alkoholiker, og jeg kom til fornuft,« siger Anthony Hopkins.
Han tilføjer, at det var som om, en indre stemme talte til ham og fortalte ham, at det var slut.
»Nu kan du begynde at leve. Og det har alt sammen været af en grund, så glem ikke et øjeblik af det,« sagde stemmen ifølge Anthony Hopkins.
Det fjernede hans lyst til at drikke, og kort efter kom Anthony Hopkins i behandling for sin afhængighed.
Lige siden skulle han have holdt sig ædru.
Anthony Hopkins er en af de mest berømte nulevende skuespillere og modtog i både 1991 og 2021 en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for sine præstationer i henholdsvis 'Ondskabens øjne' og 'The Father'.
