Alle anklager mod skuespiller Alec Baldwin i sagen om uagtsomt manddrab er blevet droppet.

Det skriver flere amerikanske medier, herunder NBC, CNN og Sky News.

Den 65-årige amerikanske Hollywood-stjerne blev den 21. oktober 2021 involveret i en tragedie, da han med en rekvisit-pistol skød og dræbte filmfotografen Halyna Hutchins under optagelserne til filmen 'Rust.

Alec Baldwin, der blev anklaget for uagtsomt manddrab, har hele tiden nægtet sig skyldig og kaldt det for en ulykke.

Alec Baldwin kan ånde lettet op.
Alec Baldwin kan ånde lettet op. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Det er skuespillerens advokater Luke Nikas og Alex Spiro, der torsdag fortæller, at anklagerne er droppet.

»Vi er glade for beslutningen om, at droppe sagen mod Alec Baldwin, og vi opfordrer til en ordentlig undersøgelse af fakta og omstændighederne omkring den tragiske ulykke,« siger de i en pressemeddelse ifølge Sky News.

Anklagerne mod Alec Baldwin bliver droppet netop som optagelserne til 'Rust' i denne uge er blevet genoptaget.

Nyhedsbureauet Reuters har tidligere beskrevet, hvordan Alec Baldwin i oktober indgik et forlig i et søgsmål med filmfotografens enkemand.

Her blev det aftalt, at optagelserne til filmen ville blive genoptaget med de samme skuespillere og den samme instruktør - Joel Souza, som også blev såret i skyderiet.

Derudover er enkemanden blevet gjort til filmens producer.

Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s podcast 'Det vi taler om':