I juleklassikeren 'Alene Hjemme' er han kendt som tyven Marv fra banden 'De Våde Banditter', som gør livet aldeles svært for efterladte Kevin McCallister.

Men i den virkelige verden har skuespiller Daniel Stern været fedtet ind i helt andre og langt mere alvorlige problemer. Nu kan den pensionerede Hollywood-stjerne dog ånde lettet op.

Daniel Stern spiller blandt andet 'Marv' i juleklassikeren 'Alene Hjemme'.
Daniel Stern spiller blandt andet 'Marv' i juleklassikeren 'Alene Hjemme'. Foto: Pressefoto/20th Century Studios

Prostitutionssagen, som Stern har haft hængende over hovedet siden januar, er således blevet droppet.

Det skriver mediet Entertainment Weekly, der har fået adgang til sagens retsdokumenter.

Dokumenterne afslører, at tiltalen mod den 68-årige er frafaldet.

»Tiltalte gjorde, hvad han skulle. Han gennemførte sit uddannelseskursus og opnåede en frafaldelse. Dette er vores standardprocedure for førstegangsforseelser i forbindelse med prostitution,« siger en repræsentant for Ventura County District Attorney's Office i en erklæring til mediet.

I årets første måned blev 'Alene Hjemme'-skuespilleren tiltalt for i løbet af julen at have forsøgt at hyre en prostitueret.

Det skulle ifølge mediet være sket den 10. december på et hotel ved navn Camarillo i Californien.

Ved sigtelsen slap Stern angiveligt for anholdelse, men fik i stedet en bøde, inden der så blev rejst tiltale i januar.

Ifølge New York Post har han i dag mere eller mindre forladt Hollywood og slået sig ned på en gård i byen Ventura, Californien, hvor han arbejder som skulptør.