Han troede ikke, der ville komme flere søgsmål.

Men det gjorde der.

Alec Baldwin vil have det søgsmål, som Halyna Hutchins familie har anlagt, afvist af en dommer.

Ifølge retsdokumenterne blev sagen anlagt for at opnå erstatning, efter Halyna Hutchins blev skudt på et filmset i 2021.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt NBC.

»Tabet af en datter og søster er uden tvivl smertefuldt under alle omstændigheder. Men sagsøgere (Halyna Hutchins familie, red.), som havde været distanceret fra Halyna psykisk, finansielt og følelsesmæssigt i flere år før hendes død, har intet holdbart sagsgrundlag mod tiltalte,« står der i de føromtalte retsdokumenter.

Anklagen mod Alec Baldwin går på vold, uagtsomhed, tort og emotionel lidelse. Men det nægter han sig skyldig i og beder retten om at afvise sagen.

»Retten bør afvise sagsøgernes anklage,« står der ligeledes i retsdokumentet

Advokat Gloria Allred, som repræsenterer Halyna Hutchins familie, sagde lørdag, at Alec Baldwin »endnu en gang forsøger at løbe fra sit ansvar.«

»Under New Mexicos lovgivning, som vil fungere i retssalen i Californien, er det helt sikkert, at han er ansvarlig for al den skade, han har påført hele Halyna Hutchins familie. Vi er her for at sikre, at han bliver holdt ansvarlig for sine handlinger,« udtalte hun.

Filmfotografen Halyna Hutchins blev skudt under en optagelse til filmen 'Rust'. Alec Baldwin var efter sigende ikke klar over, at den pistol, han skulle affyre under optagelserne, var skarpladt, og kom derfor til at skyde den 42-årige filmfotograf.

Senere blev han sigtet for uagtsomt manddrab.

Alec Baldwin har igen og igen nægtet sig skyldig på alle planer. Sidste år blev skuespilleren sagsøgt af Halyna Hutchins mand, Matthew Hutchins. De to endte med at indgå et forlig.

Den næste høring i sagen ventes 9. juni i Californien.