Leonardo DiCaprio er kendt for at have en af de allerstørste filmkarriere gennem tiden.

Derudover er han notorisk kendt for at date langt yngre kvinder, hvilket han søndag aften endnu engang blev udstillet for på direkte tv.

Den 51-årige Hollywoodstjerne deltog søndag aften i prisshowet Golden Globe, hvor han var nomineret for sin hovedrolle i filmen 'One Battle After Another'.

Han tabte til Timothée Chalamet, der vandt for filmen Marty Supreme.

Derudover måtte han leve med, at sidemanden Sean Penn røg ham ind i hovedet - og så måtte han også stå model til drillerier fra aftenens vært.

Den amerikanske komiker Nikki Glaser, der styrede aftenens show, valgte nemlig undervejs at lave sjov med Leonardo DiCaprios forkærlighed for unge kvinder.

Komikeren Nikki Glaser var vært ved Golden Globes 2026.
Komikeren Nikki Glaser var vært ved Golden Globes 2026. Foto: Chris Torres/EPA/Ritzau Scanpix

Den britiske avis Independent skriver, at Leonardo DiCaprio for tiden kædes romantisk sammen med den 27-årige italienske model Vittoria Ceretti, og fra scenen lød det ifølge mediet fra Nikki Glaser:

»Sikke en karriere du har haft. Utallige ikoniske roller. Du har arbejdet med alle de store instruktører. Du har vundet tre Golden Globes og én Oscar - og det mest imponerende er,« indledte hun og slog så til:

»Det mest imponerende af det hele er, at du formåede at gøre alt dette, før din kæreste fyldte 30.«

Nikki Glaser kaldte hurtigt joken for letkøbt - men tilføjede:

Leonardo DiCaprio til Golden Globes.
Leonardo DiCaprio til Golden Globes. Foto: Daniel Cole/Reuters/Ritzau Scanpix

»Jeg forsøgte at lade være med at lave den - men ved du hvad? Vi ved ikke andet om dig mand? Der er ikke andet. Åben op!«

Hun jokede videre med, at det mest åbenhjertige interview Leonardo DiCaprio nogensinde har givet, var da han som barn afslørede til Teen Beat Magazine, at hans livret var pasta.

Det er ikke første gang, at Leonardo DiCaprio har måtte høre for sit forhold til unge kvinder.

Under Golden Globes i 2020 sagde aftenens vært, komiker Ricky Gervais blandt andet om Leonardo DiCaprios film 'Once Upon a Time in Hollywood':

»Den er næsten tre timer lang. Den er episk. Leonardo DiCaprio ankom til premieren og ved filmens afslutning var hans date blevet for gammel til ham.«

Den italienske model Vittoria Ceretti er de sidste par år blevet kædet sammen med Leonardo DiCaprio.
Den italienske model Vittoria Ceretti er de sidste par år blevet kædet sammen med Leonardo DiCaprio. Foto: Etienne Laurent/AFP/Ritzau Scanpix