22. juli sidste år døde Ozzy Osbourne i en alder af 76 år.
Men nu lever rocklegenden videre i sit barnebarn.
Ozzy Osbournes søn, Jack Osbourne, er nemlig blevet far for femte gang til en datter, der har fået navnet Ozzy Matilda Osbourne.
Det afslører han og hustruen, Aree Earhart, i en video på Instagram med teksten: 'Hun er ankommet, og hun er perfekt'.
I videoen ses det også, at Ozzy Matilda Osbourne, der er Jack Osbournes femte datter, kom til verden 5. marts.
Jack Osbourne har to døtre med Aree Earhart og tre med Lisa Stelly, som han blev skilt fra i 2019.
Han har tidligere udtalt, at den kommende familie forøgelse var et mirakel og et lys i en mørk tid efter farens død.
Ozzy Osbourne døde af hjertestop og koronarsygdom.
Sidstnævnte er en samlet betegnelse for åreforkalkningssygdom i hjertets kranspulsårer og omfatter både blodprop i hjertet og forsnævringer i kranspulsårerne.
Omkring to uger inden sin død havde den mangeårige Black Sabbath-forsanger, der igennem længere tid havde haft dårligt helbred, været på scenen til sin afskedskoncert.
I 2020 fortalte Ozzy Osbourne, at han led af Parkinsons sygdom.
Det svigtende helbred blev også årsagen til, at Osbourne i februar 2023 meddelte, at han blev nødt til at stoppe med at turnere.
