Mandag og tirsdag indtræder den amerikanske sangerinde Sabrina Carpenter scenen i Royal Arena.

Med megahits som 'Espresso' og 'Please Please Please' samt et udsolgt Royal Arena begge dage forventes det, at mange mennesker vil indtage området omkring arenaen.

Men det er ikke tilladt at stille sig i kø ved Royal Arena før klokken 8 om morgenen på koncertdagen, skriver Live Nation, der arrangerer koncerterne, i en mail.

»Gæster, der opholder sig på området inden dette tidspunkt, vil blive bortvist,« står der i mailen fra Live Nation.

»Der vil være personale til stede natten igennem for at overvåge situation, og vi har anmodet politiet om at patruljere, i det omfang deres ressourcer tillader det.«

Live Nation gør ligeledes gæster opmærksom på, at det kan tage en time eller længere tid at komme ind til sine pladser på grund af den massive menneskemængde.

»For at undgå at gå glip af koncerten opfordrer vi alle til at møde op i god tid, så I i ro og mag kan finde på plads inden koncertens start,« lyder det.

Men altså ikke i så god tid, at man er der inden klokken 8.