Det kom som et chok for rockfans verden over, da den ikoniske guitarist Ace Frehley i sidste uge døde i en alder af 74 år.

Musikeren – med det borgerlige navn Paul Daniel Frehley – døde af en hjerneblødning, som han pådrog sig efter et fald i sit hjemmestudie i slutningen af september.

Men nu skal amerikanerens død undersøges af en retsmediciner, der vil lave en såkaldt toksikologisk undersøgelse og en udvendig kropsundersøgelse.

Det skriver TMZ, der har talt med en repræsentant for retsmedicineren i New Jersey.

Undersøgelsen skal være med til at fastslå Ace Frehleys dødsårsag i løbet af de kommende uger.

Guitarlegenden blev lagt i respirator efter sit alvorlige fald, men til sidst tog familien den hjerteskærende beslutning at slukke for respiratoren.

Kiss var kendt for deres makeup og kostumer. Ace Frehley er nummer to fra højre.
Kiss var kendt for deres makeup og kostumer. Ace Frehley er nummer to fra højre. Foto: Claude Van Heye/Ritzau Scanpix

Frehley var med til at grundlægge rockbandet Kiss, der har kultstatus blandt fans i hele verden, sammen med Paul Stanley, Gene Simmons og Peter Criss.

Foruden hits som 'I Was Made For Lovin You', 'Detroit Rock City' og 'Rock And Roll All Nite' skabte bandet sig især et navn med deres letgenkendelige sort/hvide ansigtsmakeup, kostumer og ofte chokerende optrædener op gennem 1970erne.

Ace Frehley påtog sig i bandet personaen 'Space Ace', der var inspireret af hans interesse for science fiction.

Selvom han aldrig tog en guitarlektion, blev han en af 1970ernes mest indflydelsesrige guitarister.

Ace Frehley og Kiss optrådte med et show før Super Bowl i 1999.
Ace Frehley og Kiss optrådte med et show før Super Bowl i 1999. Foto: Jeff Haynes/AFP/Ritzau Scanpix

»Jeg er usædvanlig, da jeg er en uuddannet musiker. Jeg kan ikke læse noder, men jeg er en af verdens mest berømte guitarister,« sagde han ifølge The Guardian i et interview i 2009.

Han forlod Kiss i 1982 efter interne stridigheder og problemer med stoffer for at jagte en solokarriere. Han vendte tilbage til bandet fra 1996 til 2002.

Det var desuden Frehley, der designede Kiss' ikoniske logo, hvor s'erne er formet som lynnedslag.

Kiss spillede – uden Ace Frehley – på Copenhell i 2022.

Som led i sin solokarriere havde Frehley flere koncerter planlagt i 2025, men de blev aflyst af 'helbredsmæssige årsager' kort før hans død.

Paul Daniel Frehley efterlader sig sin hustru, Jeanette, og datter, Monique.