Det er åbenbart aldrig for sent at møde den eneste ene.

Det er mediemogulen Rupert Murdoch, der i en alder af 92 år har været nede på knæ for femte gang, et godt eksempel på. Det skriver New York Post.

Med sine 92 år er der et godt stykke ned til den kommende hustru, den 66-årige Ann Lesley Smith, der tidligere har været politipræst i San Francisco.

Rupert Murdoch er ejer af hundredvis af nyhedsmedier verden rundt, han var tæt med tidligere præsident Trump under hans tid i Det Hvide Hus og er ifølge Bloomberg næsten otte milliarder dollar værd.

Foto: ISLA
Vis mere

Hans tidligere ægteskaber tæller Jerry Hall, Wendi Deng, Anna Murdoch Mann og Patricia Booker.

»Vi ser begge frem til at bruge den næste halvdel af vores liv sammen,« fortæller en forelsket Rupert Murdoch til New York Post om sit kommende ægteskab.

De to forlovede mødte hinanden ved en fest på Rupert Murdochs vingård i Californien. De talte lidt, og et par uger efter ringede han til hende.

Parret vil bruge deres tid mellem Californien, Storbritannien, staten Montana og New York.