68-årig skuespiller opklarer mor-mysterie: 'Det er min søns datter'


»Ana Obregon mor til en pige«.
Sådan stod der på forsiden af spanske magasin iHola, og forsidebilledet var ganske rigtigt skuespilleren Ana Obregon, som holdt et spædbarn i armene.
Det var dog for nogle en smule overraskende, at den populære spanske skuespiller var blevet mor til sit andet barn, da hun er 68 år gammel.
Og nu forklarer hun, at det altså heller ikke er sådan, tingene hænger sammen. Faktisk er det en smule mere kompliceret.
Den lille nyfødte pige, som har fået navnet Anita, er født af en rugemor i USA. Faren til barnet er Ana Obregons søn, Aless Lequio, der døde i 2020 af kræft. Han blev kun 27 år gammel.
Ana Obergon er derfor ikke blevet mor, men derimod bedstemor. Hun er dog blevet mor i juridisk forstand.
I iHola fortæller hun nu, ifølge People, om det noget særlige forløb.
»Folk ved det ikke, men det var Aless' sidste ønske,« og derfor startede processen også allerede samme dag, som han tog sin sidste vejrtrækning.
Der skulle dog gå tre år, før barnebarnet kom til verden. Det skyldes både jura og det faktum, at tog flere forsøg, før rugemoren blev gravid.
Juridisk set er pigen Ana Obregons datter, men skuespilleren understreger, at pigen vil blive fortalt, hvordan tingene virkelig hænger sammen.
»Hun er Aless' datter, og når hun er stor nok, vil jeg fortælle hende, at hendes far var en helt, så hun ved, hvem hun er, og hvor stolt hun kan være af ham.«
Det er ikke lovligt at bruge en rugemor i Spanien, men det er nu ikke derfor, at Ana Obregon brugte en rugemor i USA. Det hænger derimod sammen med den simple årsag, at det var der, Aless Lequio afleverede sin sædprøve.
Ana Obregon er især kendt for sine roller i flere spanske tv-serier.