Det vakte noget opsigt, da Oprah Winfrey påstod, at Whitney Houston i slutningen af sin karriere besøgte Oprah Winfreys talkshow og var så skæv, at hun på et tidspunkt faldt ned af scenen.

Ifølge Oprah Winfrey var Whitney Houston høj på stoffer og dermed tilbage i sit misbrug. 

Den udtalelse har fået Whitney Houstons familie til at reagere.

De hævder, at den afdøde sangerinde ikke havde været påvirket på tidspunktet for sit fald på scenen.

Den afdøde sangerindes svigerinde, Patricia Houston, langer ud efter Oprah Winfrey i et opslag på Instagram.

»Whitney faldt helt sikkert ned fra scenen, men det skete under en lydprøve, og det skyldtes, at der var mørkt på stedet, og at hun ikke var vant til scenen. Hun var absolut ikke på stoffer,« skriver Patricia Houston.

Videre skriver hun, at Whitney Houston helt sikkert havde problemer, men at det er usandt og unfair, hvis man hiver de problemer ned over alle aspekter af hendes liv. 

»Vi skylder hende den respekt, at vi fortæller sandheden og ikke gentager myter,« skriver Paticia Houston afslutningsvis.

Oprah beskrev øjeblikket som potentielt ødelæggende for Whitney Houston. 

»Jeg vidste, at hvis den historie kom ud … ville hun blive ødelagt af det.«

»Og selvom publikum var der, og publikum havde kameraer, tryglede jeg dem om ikke at vise de billeder, fordi det ville ødelægge hendes liv, og det gjorde de ikke. Det ville ikke ske i dag, det kan jeg fortælle jer,« tilføjede Winfrey.

Oprah har ikke svaret på kritikken fra Patricia Houston.