Det er de færreste TikTok-scrollere, der har kunnet undgå at falde over den virale dans til Jamie Millers sang 'Babydoll'.

Udover at have sat gang i en viral dansetrend på TikTok er hans egen Instagram også fyldt med videoer af ham selv, der danser gennem gaderne. 

Og nu har han også lagt turen forbi København. 

På musikerens Instagram kan man se ham danse til 'Babydoll' på Kongens Nytorv i det indre København.

'Bringer babydoll til København' skriver han til videoen. 

Og der er en helt særlig grund til, at den 29-årige walisiske sanger befinder sig i de københavnske gader. 

Ifølge Se og Hør afholder hans pladeselskab, Universal Music, nemlig et event mandag, hvor udvalgte fans kan møde sangeren. 

Derudover får de hjælp fra 'Vild med dans'-danseren Eugen Miu til at lære den virale dans.