Moren har tidligere fortalt, at datteren går i hendes fodspor. 

De fodspor er så at blive gift – i en meget ung alder. 

I hvert fald er stjernebokseren Tyson Furys 16-årige datter Venezuela Fury lørdag blevet gift med den 18-årige Noah Price. 

Med et 15 meter langt slæb og 18 brudepiger blev hun ved en privat ceremoni viet i Royal Chapel of St. John på Isle of Man, skriver People

Både moren, Paris Fury, og faren, Tyson Fury, har tidligere fortalt, at de bakker op om datterens beslutning. 

»Venezuela er så moden i forhold til sin alder,« har moren tidligere fortalt til Mirror UK ifølge mediet. 

»Jeg kan ikke afvise hende, for jeg var 17 år, da jeg blev forlovet,« sagde moren videre og tilføjede: 

»Hun følger tydeligvis i mine fodspor, så hvordan kan jeg på nogen måde dømme hende? Jeg ved, at hun er ung. Men jeg tror, hun har fundet den person, hun elsker, og hvis hun er lykkelig, vil jeg støtte hende fuldt ud.« 

Det unge pars særlige dag forventes ifølge mediet at være med i Netflix-serien 'At Home with the Furys'.

Noah Price friede til Venezuela Fury på hendes 16 års fødselsdag. Det delte hun dengang på det sociale medie Instagram. 

Her kaldte hun sig selv lykkelig, skriver mediet.