Verdensstjerne på besøg i København: 'En af de smukkeste byer'
Torsdag aften giver han koncert i den danske hovedstad.

Torsdag aften giver han koncert i den danske hovedstad.

Kiefer Sutherland er bedst kendt for sin enestående skuespilkarriere, men canadieren kan også prale af en god sangstemme.
I øjeblikket turnerer han med 'Love Will Bring You Home Tour 2026', og torsdag aften spiller han for et udsolgt Hotel Cecil i København.
Og derfor brugte han da også eftermiddagen ganske fornuftigt og nød vejret i den danske hovedstad.
Det siger han i en Instagram-video fra Nyhavn, som du kan se nederst i artiklen.
»Vi er i København i aften, og jeg kan ikke vente med at spille. Det er et af mine yndlingssteder at spille og en af de smukkeste byer, jeg har været i.«
Sutherland roser samtidig det danske vejr, og sender en opfordring til de turister, der måtte lægge vejen forbi hovedstaden.

»Når du er i København, så kig begge veje, for cyklerne kører med 35 kilometer i timen,« lyder det.
Kiefer Sutherland blev verdenskendt for rollen som Jack Bauer i tv-serien '24 Timer'.
Derudover har han medvirket i film som 'Stand By Me', 'The Lost Boys', 'A Few Good Men', 'Flatliners', 'Young Guns', 'Phone Booth' og 'Melancholia'.
Sideløbende med skuespillet har han opbygget en musikalsk karriere, der nu har fået ham til København.
Turneen er dog langt fra slut.
Allerede fredag skal han på scenen igen – denne gang i Hamborg.