Verdensstjerne overrasker: Er ikke til at kende efter stor forandring
Den britiske popsanger vækker opsigt med sit nye look.

Den britiske popsanger vækker opsigt med sit nye look.

Han er kendt for gigantiske hits med milliarder af afspilninger – men også for sin røde manke.
Eller, det vil sige, Ed Sheeran var kendt for sit røde hår indtil nu.
For i et nyt Instagram-opslag, hvor den britiske superstjerne giver sine fans en opdatering på livet, afslører han, at han i et spritnyt look har barberet lokkerne af.
»Ja, jeg har barberet mit hår. Jeg ville gerne barbere det for at markere en ny start. Der er mange nye begyndelser i mit liv lige nu. Jeg elsker det og overvejer at beholde det sådan,« skriver Ed Sheeran i opslaget.
I kommentarsporet får briten stor ros for sit nye look, selvom mange også er overraskede over at se ham uden det karakteristiske røde hår.
»Vi er her for militærklipningen, Ed,« skriver en bruger, mens andre måber over den store forandring:
»Hvaaaaaad?!,« skriver en bruger, mens en anden understreger, at karseklipningen ikke var på vedkommendes '2026-bingokort'«.
Ed Sheeran har over ti forskellige sange, der alle sammen er streamet over en milliard gange på Spotify.
Mest streamet er det gigantiske hit fra 2017 'Shape of you', som er streamet 4,8 milliarder gange på platformen. Flere kender ham sandsynligvis også fra hits som 'Bad Habits' og 'Shivers', der også toppede hitlisterne i Danmark.