En hyldestkoncert blev søndag afholdt for den engelsk-australske sanger John Farnham, der især er kendt for verdenshittet 'You're The Voice'.

Men hovedpersonen selv måtte melde afbud.

I en udtalelse fra sangerens familie lød det kort før koncerten, at årsagen til afbuddet skyldes dårligt helbred.

»Desværre vil han ikke være i stand til at deltage, og som familie føler vi, at det er vigtigt at give en opdatering om Johns helbred for at forklare, hvorfor,« blev det ifølge det australske medie ABC News oplyst af John Farnhams kone, Jill, og sønnerne, Robert og James.

»Johns helbred er blevet forværret de seneste måneder. Han har nu brug for kontinuerlig iltbehandling og bruger en kørestol for at kunne bevæge sig rundt.«

Videre oplyser familien, at det nu også er nødvendigt for den 77-årige sanger at modtage »pleje døgnet rundt i hjemmet«.

Her ses John Farnham optræde med den australske sanger Olivia Newton-John under åbningsceremonien under OL i 2000 i Sydney. Foto: Timothy A. Clary/AFP/Ritzau Scanpix

»Vi har holdt disse forhold private, mens vores familie har tilpasset sig Johns skiftende behov. Men vi føler nu, at det er vigtigt, at Johns fans og tilhængere forstår hans situation og hvorfor han ikke kan være til stede denne weekend,« lød det fra Farnham-familien.

Koncerten blev søndag afholdt i Rod Laver Arena med titlen: 'The Songs of John Farnham: A Living Legend', og formålet var blandt andet at indsamle penge til velgørenhedsorganisationen Head and Neck Cancer Australia, der støttede Farnham, da han i 2022 fik konstateret kræft.

I alt fejrede mere end 120 kunstnere og musikere Farnham, skriver The Guardian

Heriblandt sangeren Céline Dion, skuespilleren Hugh Jackman og sangeren Chris Martin, der medvirkede via videosignal, mens musikerne Keith Urban, Human Nature, Tina Arena, Jimmy Barnes, Vanessa Amorosi og Jessica Mauboy optrådte på scenen.