Reality-personligheden Rick Harrison, der er kendt fra tv-serien 'Pawn Stars', har for nylig været på hospitalet til det, han troede var en simpel procedure.

Men det viste sig at være en hel del alvorligere end som så.

4. september gennemgik 61-årige Rick Harrison således en bypassoperation.

Det bekræfter en talsperson for Harrison-familien over for People.

»Han gennemgik en enklere procedure, og de fandt ud af, at han havde brug for en bypassoperation,« lyder det fra talspersonen, som ikke navngives. 

Rick Harrison er ved at komme sig efter operationen. 

»Han er taknemmelig for lægerne og personalet på hospitalets indsats og for, at hans kone og familie kan være hos ham i denne tid,« siger talspersonen og tilføjer, at Harrison ser ud til at slippe fra operationen uden mén.

Herhjemme kan 'Pawn Stars' ses på History Channel, Pluto TV eller streames på Prime Video.