Først døde hans søn i en tragisk ulykke, og så mistede han sin hustru til brystkræft.

Filmstjernen John Travolta har oplevet sin del af tilværelsens prøvelser.

John Travolta og datteren Ella Bleu Travolta ved filmfestivallen i Cannes i maj.   Foto: Sameer Al-Doumy/AFP/Ritzau Scanpix

Tilbage i 2009 faldt hans 16-årige søn Jett Travolta så uheldigt i forbindelsen med et epileptisk anfald, at han mistede livet. 

Elleve år senere døde hans kone Kelly Preston i en alder af blot 57 år efter to års kamp mod brystkræft. 

Netop nu er Travolta aktuel med en ny film, 'Propeller One-Way Night Coach.'

Og i forbindelsen med premieren har han givet et interview med den italienske avis La Repubblica. 

John Travolta fotograferet med hustruen Kelly Preston og børnene Jett og Ella.  Arkivfoto: AFP/Ritzau Scanpix

Her fortæller han blandt andet, at han har dedikeret filmen til både søn og hustru samt til sine forældre og søskende. 

Han bliver også spurgt, hvordan han er i stand til at bevare optimismen trods de store tab, han har været ude for. 

»Livet har testet mig,« siger han og tilføjer:

»Jeg er ikke skabt til at forblive opslugt af mørket. Jeg kan se på mørket, men jeg vælger ikke at dø i det mørke.«

Den nye film har Travoltas 26-årige datter, Ella Bleu Travolta i hovedrollen. 

Derudover har han også sønnen Benjamin, som er 16 år.