Det kører for alvor for Tom Holland for tiden. 

Den populære skuespiller medvirker nemlig i to gigantiske film, der ruller over lærredet hen over sommeren, 'The Odyssey' og 'Spider-Man: Brand New Day.'

Lige nu er verdensstjernen på en massiv promoveringstur, hvor han forsøger at lokke folk en tur i biografmørket. 

Og netop den opgave falder ham usædvanligt nemt denne gang, fordi han er enormt stolt af de to storfilm.

Men sådan har piben bestemt ikke altid lydt.

I et ærligt interview på Dish Podcast indrømmer skuespilleren, at han tidligere har oplevet at måtte stikke en direkte løgn i ansigtet på sine trofaste fans under de store presseture.

»Jeg har prøvet det før, hvor folk siger: 'Hvorfor skal man se den her film?' Og omme i baghovedet tænker man bare: 'Det skal du heller ikke, for den er lort,'« lyder den opsigtsvækkende tilståelse fra stjernen.

Derfor er det en forløsning for skuespilleren, at han denne sommer kan stå foran rullende kameraer og med ro i maven promovere hele to kæmpefilm.

I Spider-Man: Brand New Day trækker han endda i dragten og spiller selveste hovedrollen. 

Det er fjerde gang, den unge stjerne svinger sig i nettet i rollen som Spiderman.

Imens The Odyssey allerede ruller i biograferne i denne periode, får den imødesete Spiderman-film premiere den 31. juli.