To timer før show-start: Læge beordrer Rod Stewart til at aflyse
Kort før han skulle på scenen, rådede lægen ham til at aflyse.

Kort før han skulle på scenen, rådede lægen ham til at aflyse.

Han er 81 år og på ingen måde på vej på pension.
Fredag og lørdag måtte Rod Stewart imidlertid skuffe sine mange fans og aflyste to koncerter i Caesars Palace i Las Vegas.
Det skriver flere amerikanske medier.
Få timer før koncerten fredag aften fik rocklegenden simpelthen ordre fra en læge om at holde sig i ro.
Det oplyser en af hans repræsentanter ifølge Las Vegas Review.
Selv beklagede han aflysningerne og forklarede, at han har fået bihulebetændelse.
»Jeg beklager over for min fanfamilie. Jeg er på stemmehvile, mens jeg kommer mig over en bihulebetændelse. Jeg ser frem til at se jer til en kommende koncert på Caesars Palace eller på turné til sommer.«
Det er ikke første gang, at verdensstjernen må aflyse på grund af problemer med helbredet.
Sidste sommer måtte han aflyse flere koncerter i USA, fordi han fik influenza.
Planen er, at Stewart går på scenen igen på tirsdag.
Sangeren besøgte sidst Danmark i 2024, hvor han optrådte i både Royal Arena i København og Boxen i Herning.