Hollywood-stjernen Sylvester Stallone misbrugte steroider og kæmpede med bulimi under optagelserne til de berømte 'Rocky'-film.

Det afslører skuespilleren i et interview med The New York Times lørdag.

Misbruget og sygdommen startede i 1980erne, hvor skuespilleren kæmpede en brag kamp med forholdet til sin krop. 

Han beskriver presset for at matche de muskuløse karakterer, han spillede, og hvordan det for alvor eskalerede, da Sylvester Stallone indspillede den tredje film i 'Rocky'-sagaen.

»Det nåede til et punkt, hvor jeg fik bulimi. Jeg kom ned på 2,6 procent kropsfedt, da jeg lavede 'Rocky III', og jeg kunne ikke holde noget nede,« fortæller han til mediet.

Han tilføjer, at en seks ugers 'steroidkur' var »obligatorisk« for at opnå det rette ydre til rollen som Rocky Balboa.

Den verdenskendte amerikaner har både ageret som skuespiller, manuskriptforfatter og filminstruktør.

Stallone har været nomineret til adskillige Oscar-priser og vandt en Golden Globe for sin rolle i Rocky-serien.