Han skulle egentlig bare i radioen for at tale om sin musik. 

Men den 29-årige svensker Benjamin Ingrosso kom hurtigt til at dreje samtalen over på noget helt andet. 

Ingrosso synger nemlig om nogle meget eksplicitte ting i sine tekster - blandt andet sine egne parforhold, og hvordan han har en tendens til at skabe problemer i andres. 

Det fortæller han om i 'Morgenpasset' på svensk P3 ifølge Aftonbladet

»Jeg har en tendens til at ende i virkelig destruktive forhold. Jeg har en tendens til altid – ikke altid, men ofte – at ende sammen med kvinder, der allerede er i et forhold. Nogle gange uden overhovedet at være klar over det. Faktisk ret ofte,« siger han.

»Man står måske i badet, en ring glider af, og man tænker bare: 'Nå, så du er gift?',« tilføjer Benjamin Ingrosso. 

Den tidligere Eurovision-deltager skynder sig dog at understrege, at han ikke specifikt tænder på kvinder, der allerede er i et forhold.

Hvis han skal ud og finde en kæreste, må hun til gengæld gerne være engelsktalende og kalde ham for 'daddy' under sex.

»Jeg elsker det. Jeg synger om det i min sang. Det er bare en sindstilstand,« forklarer han.

Ingrosso repræsenterede Sverige ved Eurovision Song Contest i 2018 med sangen 'Dance You Off'.