Supermodel Bella Hadid i tårer om sygdom: 'Intet hjælper'
Bella Hadid giver nu et indblik i, hvordan hun for tiden kæmper med sygdommen Lyme.

Den 29-årige supermodel Bella Hadid kunne fredag give offentligheden et indblik i, hvor invaliderende hendes sygdom er for hende.
Det gjorde hun i en ærlig Instagram-story til sine næsten 60 millioner følgere.
Hadid lider af Lyme-sygdom, som hun blev diagnosticeret med i 2013, og som nu tager til igen.
'Det begynder at blusse op igen. Jeg har sovet i 11 timer, jeg sover lur hver dag. Jeg har gjort præcis, hvad lægerne siger, men stadig ingenting hjælper,' lyder det i storyen efterfulgt af et billede af modellen, der græder.
'Jeg tog et bad uden at besvime. Det føles som en stor bedrift.'
Bella Hadid har de seneste år talt højt omkring livet med en kronisk sygdom og diagnosen, og hvordan hun til dagligt kæmper med den.
Også hendes mor, Yolanda Hadid, og bror, Anwar Hadid, lider af sygdommen.