Som ædru blev han sin bedste udgave
Tom Holland imponerede i sin filmdebut som 16-årig, og få år efter blev han den nye Spider-Man. Som ædru blev han endnu skarpere. Den 1. juni fylder han 30 år.

Tom Holland imponerede i sin filmdebut som 16-årig, og få år efter blev han den nye Spider-Man. Som ædru blev han endnu skarpere. Den 1. juni fylder han 30 år.

Superhelt, søn af Odysseus og stifter af et alkoholfrit ølmærke.
De fleste kender ham formentlig i rollen som den kejtede teenager Peter Parker, der tilbringer sin fritid som nabolagets superhelt, Spider-Man.
Men for Tom Holland byder 2026 ikke blot på en ny Spider-Man-film.
Han spiller også en stor rolle i Christopher Nolans filmatisering af Homers heltedigt »Odysseen«.
Ifølge Holland selv er han i stand til at arbejde hårdere, efter at han tilbage i 2021 besluttede sig for at lægge alkoholen på hylden.
Mandag den 1. juni fylder den engelske skuespiller Tom Holland 30 år.
Han blev lovprist for sin skuespillerdebut i filmen »The Impossible« fra 2012, da han spillede den skrækslagne men heltemodige dreng Lucas.
Filmen er baseret på en sand historie om en familie, der blev skyllet væk fra hinanden under en juleferie i Thailand, da en række lande blev ramt af en tsunami i 2004.
Få år efter fik han tildelt den eftertragtede rolle som Spider-Man i Marvels udgave af den klassiske tegneserie. En rolle, som siden har affødt fire film samt tre biroller i andre Marvel-film.
Til trods for en succesfuld start på karrieren vurderede Tom Holland i 2021, at der var noget, som spændte ben for ham.
Efter en våd juletid holdt han en såkaldt hvid januar uden alkohol. Her mærkede han, hvor meget de våde varer havde fyldt i hans liv, og spurgte sig selv:
– Hvorfor er jeg slavegjort af denne drik?
Efter nogle måneder som ædru var han mere lykkelig end nogensinde, og siden har han ikke set sig tilbage.
I 2023 startede han sit eget alkoholfrie ølmærke, Bero, som han promoverer med god samvittighed.
Før Tom Holland fik sit gennembrud i Hollywood, dansede han hiphop og optrådte i musicaler i London, hvor han også er født og opvokset.
Det er også i London, at han efter sigende bor med sin forlovede og skuespillerkollega fra Spider-Man-filmene, Zendaya.
Mens det rygtes, at de allerede er blevet viet i hemmelighed, har parret ikke selv afsløret noget.
Zendaya og Tom Holland medvirker begge i »Spider-Man 4" og den stjernespækkede »Odysseen«. Filmene har premiere hen over sommeren.
I sidstnævnte spiller Tom Holland Telemakos, søn til Odysseus, der spilles af Matt Damon.
Tom Holland har selv kaldt rollen for en af hans stolteste bedrifter som skuespiller.