De er ikke kærester.

Det var åbenbart bare et eksperiment, da komikeren Kathy Griffin delte et billede af sig selv sammen med en 43 år yngre mand.

»Han er 22. Gå i gang, internet,« skrev hun dengang i Instagram-opslaget.

Og med det opslag satte den 65-årige amerikanske komiker gang i rygterne om, at hun skulle have fået en noget yngre kæreste. 

Men det afkræfter Kathy Griffin nu endeligt i et nyt Instagram-opslag.

»Nej, jeg dater ikke denne 22-årige. Men... hvad nu hvis jeg gjorde? Reaktionerne har været fascinerende,« skriver hun i opslaget.

Ifølge Kathy Griffin har responsen på Instagram været overvejene positiv, mens den på andre medier i større grad bar præg af 'slutshaming' og anklager om grooming.

Flere skulle angiveligt have peget på, hvor 'ulækkert' det ville være, hvis en 65-årig kvinde datede en yngre mand.

Men det er ifølge hende selv et udtryk for dobbeltmorale.

Ifølge hende har »ældre mænd datet yngre kvinder siden tidernes morgen.«

Kathy Griffin har tidligere dannet par med en mand, der var yngre end hende.

I fem år, var hun gift med den 48-årige Randy Bick, og efter deres brud fortalte hun ifølge Dagbladet, at hun havde forelsket sig i en 23-årig.

Den romance varede dog ikke længe.