Havde man glædet sig til at se den populære rocksanger, guitarist og producer Todd Rundgren spille koncert i Danmark, så bliver man slemt skuffet.

Rockmusikeren skulle have spillet en koncert i Aalborg den 18. september og en koncert på Kulturværftet i Helsingør den 19. september, men det er nu droppet.

Det skriver Todd Rundgren på sin egen Facebook-side. 

Rockmusikeren begrunder aflysningerne med, at der har været rod med logistikken. 

'Vi beklager dybt ulejligheden og sætter pris på din forståelse,' skriver han på sin Facebook. 

Han skriver også, at man kan finde informationer om refundering det sted, hvor man har købt billetterne. 

Det var i forbindelse med sin 'Damned If I Do Tour', at han må aflyse en længere række koncerter.

Foruden de to koncerter i Danmark aflyser han også koncerter i Frankrig, Belgien og Holland.