Sker for anden gang: Stjerne anmeldt for seksuelle overgreb og tvangsarbejde
En tidligere sag, hvor to kvinder anklagede Julio Iglesias for overgreb, blev droppet af spanske anklagere.

En tidligere sag, hvor to kvinder anklagede Julio Iglesias for overgreb, blev droppet af spanske anklagere.

To kvinder, der tidligere har arbejdet for den spanske sanger Julio Iglesias, har for anden gang anmeldt ham for seksuelle overgreb og tvangsarbejde.
Det oplyser interesseorganisationen Women's Link Worldwide, der repræsenterer dem, fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Den ene af kvinderne arbejdede som husholderske, mens den anden arbejdede som fysioterapeut. De har sagt, at de blandt andet blev udsat for seksuelle overgreb, mens de arbejdede på Iglesias' ejendomme i Den Dominikanske Republik og Bahamas i 2021.
82-årige Julio Iglesias har sagt, at anklagerne er "fuldkommen falske", og at han aldrig har "misbrugt, tvunget eller været respektløs over for kvinder".
I januar droppede spanske anklagere den første sag, kvinderne anlagde mod 82-årige Iglesias, der har haft en årtier lang karriere og solgt mere end 300 millioner album.
Anklagerne droppede sagen, fordi spanske domstole ikke har nogen jurisdiktion over hændelser, der er fundet sted i de to caribiske lande.
Women's Link Worldwide siger, at kvinderne mener sig udsat for "seksuel chikane og overgreb" samt "tvangsmæssige og nedværdigende arbejdsforhold".
Organisationen mener, at spanske domstole har mulighed for at behandle sagen på grund af en lov, der gør det muligt at efterforske og behandle sager begået uden for landet, når der er en relevant forbindelse til Spanien.
- Hvis en spansk person begår en forbrydelse uden for Spanien, kan Spanien forfølge sagen, så længe handlingen også anses som en forbrydelse i det land, den er fundet sted, siger organisationen ifølge AFP.
- Den spanske stat har en forpligtelse til at garantere lige adgang til retfærdighed, uanset hvem den anklagede person er.
Det er ifølge AFP uvist, om kvinderne vil få held med at få sagen for domstolene, da loven også var gyldig, da de første gang fremsatte beskyldninger mod Iglesias.
RITZAU