Det hører efterhånden til sjældenhederne.

Men i weekenden dukkede Oprah Winfrey pludselig op offentligt med sin mangeårige partner, Stedman Graham.

Den 72-årige talkshow-legende var samlet med tidligere medarbejdere fra 'The Oprah Winfrey Show' i Chicago, hvor de markerede 15 år siden programmets afslutning.

Og med sig havde hun altså den 75-årige Stedman Graham.

Parret poserede blandt andet sammen på restauranten Reunion med kokken Art Smith – og et stort fad friturestegt kylling.

Oprah Winfrey er gennem årtier blevet en af USAs største mediepersonligheder.

Hendes talkshow kørte i 25 år, og siden har hun opbygget et enormt medie- og forretningsimperium. Forbes anslår i dag hendes formue til 23 milliarder kroner.

Hendes gennemslagskraft har sågar været så stor, at der i 2018 opstod seriøse spekulationer om, hvorvidt hun skulle gå efter Det Hvide Hus.

En måling fra NPR/PBS NewsHour/Marist viste dengang, at hun i et hypotetisk præsidentopgør mod Donald Trump stod til 50 procent af stemmerne mod Trumps 39 procent.

Winfrey afviste dog senere selv at stille op.

Trods den enorme offentlige profil er der én del af hendes liv, hun og Stedman Graham i vid udstrækning har holdt for sig selv.

For de to viser sig yderst sjældent offentligt sammen. Ifølge People var deres seneste fælles offentlige optræden tilbage i oktober 2019.

Oprah Winfrey og Stedman Graham har været sammen siden 1986 – samme år som 'The Oprah Winfrey Show' havde premiere.

De blev forlovet i 1992, men brylluppet blev aldrig til noget.

Oprah har siden fortalt, at hun gerne ville spørges, men ikke ønskede selve ægteskabet og de kompromiser, hun mente fulgte med.

Parret har dermed været sammen i omkring 40 år uden nogensinde at blive gift.