Hele otte år tog det.

Men nu kan Shakira ånde lettet op. En spansk domstol har nemlig frifundet sangerinden for skattesvindel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters og avisen El Debate.

Tilmed skal den colombianske verdensstjerne have refunderet 60 millioner euro, som hun har betalt i bøder – plus renter.

Det svarer til knap en halv milliard danske kroner.

»Efter mere end otte år med brutal offentlig udskældning, orkestrerede kampagner for at ødelægge mit omdømme og hele nætter uden søvn, som i sidste ende gik ud over mit helbred og min families trives, har Audiencia Nacional (domstolen, red.) endelig sat tingene på plads.«

»Der var aldrig tale om svindel, og myndighederne kunne aldrig bevise det modsatte, ganske enkelt fordi det ikke var sandt,« sagde sangerinden efter domsafsigelsen.

Afgørelsen sætter dermed en stopper for den strid, der startede for otte år siden mellem Shakira og det spanske skattevæsen.

Striden handlede om, hvorvidt sangerinden skulle betale skat i Spanien af hele sin globale indkomst i 2011.

Shakira står bag store hits som 'Hips Don't Lie' og 'Whenever, Wherever'.

Hun har to børn med den tidligere fodboldspiller Gerard Pique. De to boede sammen i 11 år, inden de blev separeret.

De mødte hinanden til optagelserne på musikvideoen til Shakiras megahit 'Waka Waka', som var den officielle sang til fodbold-VM i 2010.

Netop forholdet mellem Pique og Shakira spiller en central i dommen mandag.

Det spanske skattevæsen vurderede ifølge El Pais, at Shakira var skattepligtig i Spanien i 2011 på grund af forholdet.

Men domstolen vurderer ikke, at Spanien har kunnet bevise, at hun opholdt sig over 183 dage i Spanien, som det var påkrævet.

Mandagens dom annullerer dog ikke udfaldet af en sag om skattesvindel i årene 2012 til 2014.

Her gik hun i 2023 med til at betale en bøde på 7,3 millioner euro – omkring 54 millioner kroner.