Sarah Ferguson gemte sig i flere måneder i udlandet, men nu vil hun hjem til Storbritannien og fortælle sin historie. 

Her ønsker hun at fortælle sin egen version af forbindelsen til den skandaliserede og pædofilidømte amerikanske rigmand, Jeffrey Epstein.

I forbindelse med den sag har hendes tidligere mand, Andrew Mountbatten-Windsor, også været i alvorlige problemer. 

Men det betyder altså ikke, at hun ikke længere taler med sin skandaliserede eksmand, der også har vakt stor mistanke omkring hendes involvering.

Alligevel holder det hårdt pressede par sammen og viser en fælles front bag lukkede døre.

Det bekræfter en talsmand for Sarah Ferguson til mediet People.

»De har fortsat et hjerteligt og støttende forhold som fælles forældre og fælles bedsteforældre,« siger talspersonen. 

Talspersonen bekræfter også, at Sarah Ferguson lige nu nyder tiden tilbage i Storbritannien, hvor hun bruger tid med sin familie.

Både Sarah Ferguson og hendes eksmand, den tidligere prins Andrew, er blevet voldsomt belastet af deres venskab med Jeffrey Epstein.

Selvom Fergie ikke som sin eksmand er anklaget for at have gjort noget kriminelt i forbindelse med Epstein, viste Epstein-filerne, at hun havde et meget nært og venskabeligt forhold til ham – også efter, at han var blevet dømt for rufferi med mindreårige.