Sådan scorede Hollywood-par dansk sommerhus: Lærer dansk med Duolingo
Hollywood-parret Charlie McDowell og Lily Collins måtte overbevise de danske myndigheder om, at de har en særlig tilknytning til Danmark for at få lov til at købe sommerhus i Rågeleje.
Lily Collins og Charlie McDowell har fået grønt lys fra de danske myndigheder til at købe sommerhus i Danmark. Arkivfoto: Kena Betancur/AFP/Ritzau Scanpix
Hver dag de seneste tre år har han øvet dansk ved hjælp af appen Duolingo. Han får undervisning af en dansk lærer online, og nu er han også begyndt at tale og skrive dansk.
Det er ikke bare lige et greb i lommen, hvis man som udlænding vil købe sommerhus i Danmark.
Ikke engang, når der er tale om et luksuriøst sommerhus til den nette sum af 22,5 millioner gode danske kroner.
Og slet ikke, selvom efternavnene er McDowell og Collins, og cv'et lyder på henholdsvis filminstruktør og skuespiller.
Og begge dele i Hollywood.
Fredag kom det frem, at Netflix-stjernen Lily Collins fra serien 'Emily in Paris' og hendes mand, filminstruktøren Charlie McDowell, har købt et sommerhus i Rågeleje i Nordsjælland.
Det har også gjort indtryk på myndighederne, at parret er vilde med FCK. Her er de fotograferet på vej til kamp for nogle år siden. Arkivfoto: Anthon Unger
Huset er på 166 kvadratmeter og ligger med direkte adgang til havet.
Udlændinge må som udgangspunkt ikke købe sommerhuse i Danmark – med mindre de får en særlig tilladelse fra Civilstyrelsen.
Nu skriver Se og Hør, at det især var McDowells indsats for at lære dansk, der banede vejen for tilladelsen.
I tilladelsen står direkte, at McDowell har øvet sig i dansk næsten hver dag gennem de seneste tre år ved hjælp af sprogappen Duolingo.
Hollywood-parret i fodboldtrøjer til FCK-kamp. Arkivfoto: Anthon Unger
Han og Lily Collins er desuden blevet FCK-fans og deltager »så ofte han kan i FCK fodboldkampe.«
Endelig fremgår det, at filminstruktøren har været i Danmark mange gange de seneste 25 år, og enkelte gange har han været her i længere tid.
Derfor han han også en del venner i Danmark.
I forvejen ejer parret allerede to huse i det eksklusive Kartoffelrække-kvarter på Østerbro i København.
Lily Collins, datter er musikeren Phil Collins, har tidligere talt om, at hun elsker mange ting i Danmark.
Charlie McDowell har også berømte forældre. Han er søn af skuespillerne Malcolm McDowell og Mary Steenburgen.