Mens hele verden så med, sad hustruen Laura Brand også i retssalen og fulgte med i, at hendes mand blev dømt til 10 år og seks måneders fængsel. 

Den 51-årige britiske komiker og skuespiller Russell Brand blev mandag dømt for en voldtægt og tre tilfælde af seksuelle overgreb i perioden mellem 2004 og 2009. 

Mens dommeren kaldte ham »et kalkuleret seksuelt rovdyr«, var det mildere ord, som Laura Brand angiveligt fik sagt i retssalen. 

»Jeg elsker dig, jeg skal nok klare mig,« sagde hun ifølge Page Six til sin mand efter domsafsigelsen. 

Videre lyder det, at hun ifølge tilstedeværende »rystede« og mumlede »det er okay, det er okay«, da hun blev ført ud af retssalen af venner. 

Mediet skriver, at Brand blev ført ud af retssalen af vagter, mens han angiveligt sagde, at det nok skal gå til sin hustru. 

Under domsafsigelsen lagde dommeren blandt andet vægt på, at Russell Brand brugte sin berømmelse og kendisstatus til at trænge ind på kvinderne som »et kalkuleret seksuelt rovdyr«.

Brand, der tidligere har været gift med sangerinden Katy Perry, afviser anklagerne mod sig.

Han hævder, at hændelserne enten fandt sted med samtykke, eller at anklagerne var opdigtede og grebet ud af den blå luft.

Det er tidligere blevet beskrevet, hvordan han ifølge flere medier ikke viste nogen form for følelser under retssagen. 

I løbet af retssagen har de seks kvinder, der anmeldte Russell Brand, afgivet følelsesladede vidneudsagn.

Kvinderne kendte ikke hinanden, men henvendte sig til politiet i kølvandet på en tv-dokumentar fra 2023, hvor en række andre kvinder kom med anonyme anklager mod skuespilleren.

Brand står også overfor to yderligere voldtægtsanklager, som bliver efterforsket af politiet.