Jakkesættet sad perfekt, og iført hvid skjorte og med klud i halsen lignede han ikke ligefrem stereotypen af en seksualforbryder. 

Ikke desto mindre har seks forskellige kvinder anklaget den nu 51-årige komiker og skuespiller for netop at være det.

Russell Brand havde både egen bodyguard og egen kameramand med, da han ankom til retten.  Foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix

Og trods de enorme sorte solbriller var der ingen tvivl om, at det var Russell Brand, der mødte op i retten i London mandag morgen.

Han havde et fast greb om hustruens hånd og en hårdtpumpet sikkerhedsvagt foran sig til at bane vejen til retsbygningen. 

Han er ifølge BBC tiltalt for tre tilfælde af voldtægt, tre tilfælde af seksuelle overgreb og ét tilfælde af blufærdighedskrænkelse mod i alt seks kvinder. 

Overgrebene har angiveligt fundet sted mellem 1999 og 2009.

Selv nægter han alle anklager.

Russell Brand og hans hustru Laura Brand ankom til retten mandag morgen.  Foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix

I denne uge begynder retssagen mod den britiske berømthed.

Og mandag begyndte processen med at udvælge nævninger ved Southwark Crown Court i London, skriver BBC.

Indtil videre er han løsladt mod kaution. 

Tilbage i 00'erne var Russell Brand en af ​​Storbritanniens mest kendte komikere. Han  var blandt andet vært i programmerne Brit Awards og MTV Music Video Awards. Derudover havde han sit eget show på BBC Radio 2 og roller i et par Hollywood-film.

De senere år har han især slået sine folder på YouTube, hvor han blandt andet deler konspirationsteoretiske videoer. 

Under coronapandemien blev hans profil lukket, da han delte flere udokumenterede teorier om vacciner.