Revolutionerede tv-serier i 80erne: Nu vender ikonisk politidrama tilbage
Serien tog 80erne med storm og skabte et boom i turismen i Miami – nu filmatiseres den med et stjernespækket cast.

Serien tog 80erne med storm og skabte et boom i turismen i Miami – nu filmatiseres den med et stjernespækket cast.

Tilbage i 80erne tog tv-serien 'Miami Vice' filmindustrien med storm og revolutionerede tv-seriers æstetik og kulturelle betydning for altid.
Det pastelfarvede miljø i Miami dannede rammerne om de to linnedjakkesæt-klædte politibetjente, hvis opgave var at komme til bunds i byens store kriminalitetsproblem med karteller og bandevold.
Og nu kan fans af den ikoniske 80'er-serie godt begynde at glæde sig.
For 'Miami Vice' vender nu tilbage på det store lærred som spillefilm. Det bekræfter filmselskabet bag tv-succesen ifølge Variety.
Ifølge mediet offentliggøres filmen den 6. august 2027 – og det er med et stjernespækket cast.
For hverken Philip Michael Thomas og Don Johnson, der spillede hovedrollerne som de to undercover-betjente i Miami, Ricardo 'Rico' Tubbs og James 'Sonny' Crockett, kommer til at spille med i filmatiseringen.

I stedet er det den nyligt Oscar-vindende stjerneskuespiller Michael B. Jordan, der spiller 'Rico', mens Austin Butler, der i 2023 var Oscar-nomineret for sin rolle som Elvis i filmen med samme navn, skal spille 'Sonny'.
I tv-serien, der endte med at katapultere både Philip Michael Thomas og Don Johnson ind på Hollywood-scenen, arbejder de to i Miamis narkomiljø.
Her går de undercover og infiltrerer bandemiljøet i byen og tester deres egne etiske grænser, når de kommer tæt på både vold, penge og magt.
Seriens udtryk var helt nyt tilbage i 1984 til 1990, hvor de fem sæsoner rullede over skærmen, men har senere inspireret flere populære filmhit, som for eksempel '21 Jump Street' med Jonah Hill og Channing Tatum, der også spiller undercoverbetjente.
Det ikoniske pastelfarvede udtryk fik desuden turismen til at eksplodere i Miami, da fans af serien begyndte at flokkes til området i en sådan grad, at man snakkede om 'Vice-effekten'.