Den svenske realitydeltager Sami Jakobsson, der vandt 'Big Brother' i Sverige i 2020, er blevet dømt for medvirken til drab og drabsforsøg. 

Den 32-årige svensker blev idømt 12 års fængsel for de voldsomme forbrydelser. 

Det skriver Aftonbladet. 

En 35-årig mand blev skudt og dræbt i den svenske by Eskilstuna tilbage i august 2024. Samme dag blev en 19-årig mandforsøgt dræbt. 

To mænd på 49 år er begge blevet dømt for drab og drabsforsøg i sagen. 

Ifølge mediet er der intet, der tyder på, at de dømte og de to ofre havde nogen relation til hinanden. Derimod skulle der have været tale om et bestillingsdrab

Ifølge Expressen hjalp den tidligere 'Big Brother'-vinder to 49-årige mænd med drabet, idet han lejede en hytte via Airbnb, købte mad og nødvendige rengøringsmidler - heriblandt klor - og lejede en bil med tonede ruder til dem. 

I retten forklarede han, at han var blevet spurgt, om han kunne booke en bolig i sit eget navn – og dermed få 10.000 kroner i betaling. 

Selv forklarede realitystjernen, at han troede, at boligen ville blive brugt til at producere stoffer. 

Sami Jakobsson blev for alvor et kendt navn i nabolandet, da han medvirkede i SVT's dokumentar 'Raggarjävlar' i 2019 og 'Big Brother' i 2020.

Det er siden kommet frem, at han under sin medvirken i 'Big Brother' fik hjælp af tv-kanalen TV4 til at dække sine tatoveringer med nazistsymboler.