Et såkaldt mugshot af en kvinde fra den amerikanske delstat Minnesota har fået ualmindeligt meget opmærksomhed på internettet.

Det har det, fordi kvinden på billedet ligner sangeren Jennifer Lopez, skriver New York Post.

Kvinden på billedet er 35-årige Cyrena Anne Quast, som blev arresteret 30. august, efter en anklage om, at hun har stjålet batterier til et elværktøj til en værdi af omkring 4000 kroner fra en butik.

Det fremgår af et anklageskrift ifølge New York Post.

Quast indrømmede angiveligt at have stjålet batterierne og er blevet sigtet for groft tyveri.

Men det er ikke det formodede butikstyveri, der har vakt internettets opmærksomhed.

Det er ligheden mellem Quasts forbrydelsesfoto, der er blevet taget på politistationen Wright County Sheriff's Office, og den 57-årige internationale superstjerne Jennifer Lopez.

'I fængslet er hun stadig kendt som Jenny from the block!', lød det fra en bruger om billedet på et socialt medie ifølge New York Post. 

'Hun er helt sikkert Jenny from the block.' lød det fra en anden med henvisning til Lopez' hit 'Jenny from the Block' fra 2002.

Quast blev løsladt dagen efter sin anholdelse 30. august, skriver Daily Mail.