Planlagde drabet på sin mor: Nu er hendes mand død – på sin fødselsdag
Han blev fundet af Gypsy-Rose Blanchards bror efter ikke at have svaret på hendes sms med en fødselsdagshilsen.

Han blev fundet af Gypsy-Rose Blanchards bror efter ikke at have svaret på hendes sms med en fødselsdagshilsen.

Det chokerede hele verden, da Gypsy-Rose Blanchard indrømmede at have medvirket til drabet på sin egen mor i 2015.
Nu er hendes forlovede, Ken Urker, fundet død på sin 34-års fødselsdag.
Det skriver TMZ.
En kilde tæt på familien har bekræftet dødsfaldet over for People.
Ken Urker blev fundet livløs på en adresse i Raceland i den amerikanske delstat Louisiana af Gypsy-Rose Blanchards bror, Dylan, og hans kone torsdag den 1. oktober.
Det skete, efter at Ken Urker ikke havde svaret på Gypsy-Rose Blanchards sms-besked med en fødselsdagshilsen.
Politiet blev tilkaldt, men Ken Urker blev erklæret død, da betjentene ankom ved 18.15-tiden.
Blanchard og Urker har sammen datteren Aurora Raina Urker, som kom til verden i december 2024.
Der meldes ikke noget om dødsårsagen, eller hvorvidt politiet har mistanke om, at der skulle ligge et kriminelt forhold bag Urkers død.
»Vi fortsætter undersøgelsen af dødsfaldet på nuværende tidspunkt,« oplyser det lokale politi til Variety.
Urker og Blanchard fandt sammen, mens hun stadig sad fængslet for drabet på sin mor, Dee Dee Blanchard.
Han friede til hende i oktober 2018, og parret ophævede kortvarigt forlovelsen, inden de fandt sammen igen i august 2019 – blot for atter at gå fra hinanden kort efter.
Urker og Blanchard blev atter et par i april 2024, et par måneder efter Gypsy-Rose Blanchards løsladelse.
I mange år troede amerikanerne, at Gypsy-Rose Blanchard led af diverse sygdomme – heriblandt leukæmi, epilepsi, synsnedsættelser og muskelsvind, som lænkede hende til en kørestol.
Det var dog aldrig tilfældet. I stedet var det moren, Dee Dee Blanchard – som menes at have lidt af 'Münchausen by proxy' – der gjorde sin datter syg og skjulte hende for omverdenen.
Da Gypsy Rose Blanchard mødte Nick Godejohn på en datingprofil, gik sandheden op for hende. De blev kærester og planlagde herefter drabet på Dee Dee.
Noget, Gypsy-Rose Blanchard siden har sagt, at hun inderligt fortryder.
Gypsy-Rose Blanchard fik 10 års fængsel for sin medvirken i drabet – og blev prøveløsladt tre år før tid – mens Nick Godejohn blev idømt livstid.