Han havde alt. Venner, berømmelse, store jobs og en kone.

Nu har 51-årige Russell Brand ikke meget mere end sin kone, Laura, tilbage.

Det afslører den tidligere verdensstjerne onsdag i retten, hvor han er tiltalt for tre tilfælde af voldtægt, tre tilfælde af seksuelle overgreb og ét tilfælde af blufærdighedskrænkelse mod i alt seks kvinder.

Her siger skuespilleren og komikeren ifølge BBC, at hans venner og kolleger har vendt ham ryggen.

»Det var ødelæggende,« beskriver Russell Brand om situationen.

Brand bliver herefter spurgt ind til, om han har været i stand til at overtale en ven eller bekendt til at møde op i retten og vidne til hans fordel.

Russell Brand ankommer her til retten med sin hustru, Laura. Han har tidligere været gift med sangerinden Katy Perry. Foto: Tolga Akmen/EPA/Ritzau Scanpix

»Det har jeg ikke,« lyder det klart.

»Vil de ikke røre dig med en ildtang?«

»Nej,« svarer han.

Overgrebene har angiveligt fundet sted mellem 1999 og 2009.

Selv nægter Russell Brand alle anklager.

»Samtykke er grundlæggende, afgørende, nødvendigt og på mange måder faktisk vigtigere end sex i sig selv,« svarer han på spørgsmålet om, hvorvidt samtykke er vigtigt for ham.

Tilbage i 00'erne var Russell Brand en af ​​Storbritanniens mest kendte komikere. Han var blandt andet vært på programmerne 'Brit Awards' og 'MTV Music Video Awards'. Derudover havde han sit eget show på BBC Radio 2 og roller i et par Hollywood-film.

De senere år har han især slået sine folder på YouTube, hvor han blandt andet deler konspirationsteoretiske videoer. Under coronapandemien blev hans profil lukket, da han delte flere udokumenterede teorier om vacciner.