Overfaldet på natklub: Chris Brown erklærer sig skyldig
Episoden fandt sted på en natklub i London for tre år siden.

Episoden fandt sted på en natklub i London for tre år siden.

Den amerikanske sanger Chris Brown har fredag erkendt sig skyldig i en voldssag.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Chris Brown og hans medtiltalte, Omololu Akinlolu, mødte op i retten, hvor de bekræftede deres navne og tilstod.
Voldsepisoden, de to mænd nu har erklæret sig skyldige i, fandt sted for tre år siden.
Her overfaldt Chris Brown og Omololu Akinlolu musikproduceren Abraham Diaw på natklubben Tape London.
Sangeren og medtiltalte tilstod at have »anvendt eller truet med ulovlig vold mod en anden, og at deres adfærd samlet set var af en sådan karakter, at den ville få en person til at frygte for sin personlige sikkerhed«.
I retten sagde anklager Heidi Stonecliffe, at de mere alvorlige anklager om forsøg på at påføre grov legemsbeskadigelse og en mindre alvorlig anklage om overfald med påfølgende legemsbeskadigelse, som de to mænd havde benægtet, ikke vil blive ført for retten.
Chris Brown og Omololu Akinlolu vil modtage dommen 26. oktober.