Ny bøn fra amerikansk tv-vært: Hjælp os med at finde mor
»Jeg beder dig – jeg bønfalder dig – om at gøre det rigtige nu.«

»Jeg beder dig – jeg bønfalder dig – om at gøre det rigtige nu.«

Hvad skete der med Nancy Guthrie?
Det spørgsmål er endnu ubesvaret knap et halvt år efter, at den amerikanske kvinde pludselig forsvandt fra sit hjem – og hendes datter, tv-værten Savannah Guthrie, kommer derfor nu med en indtrængende bøn:
»Jeg beder dig – jeg bønfalder dig – om at gøre det rigtige nu.«
Sådan siger hun ifølge NBC News i en ny video, hun har delt på Instagram, hvor tv-værten tilsyneladende har rettet en besked direkte mod den person, som man formoder kan have kidnappet hendes mor.
Nancy Guthrie blev sidst set 31. januar, da hun blev sat af ved sit hjem nær Tucson af sin familie efter at have spist middag med dem.
Dagen efter blev den 84-årige kvinde meldt savnet, da hun ikke var at finde derhjemme.

Siden har hun været væk.
En bevæbnet og maskeret mand, som blev fanget på Nancy Guthries dørtelefonskamera, kort tid før hun forsvandt, formodes at være den hovedmistænkte i sagen.
Men selvom sagen har været efterforsket massivt, har der ikke været nogen gennembrud.
Derfor kommer Savannah Guthrie nu med sin nye, følelsesladede appel, som virker til at være rettet mod den formodede kidnapper, hvor hun beder vedkommende om at »gøre det rigtige« og »fortælle os, hvor vi skal lede efter hende«.

»Jeg kommer i dag med en meget konkret besked,« indleder hun videobeskeden:
»Der er gået måneder, siden vores mor blev taget fra os. Vores familie er i dyb smerte. Vi befinder os i et mareridt, der ikke vil ende. Intet ved vores situation har ændret sig.«
Savannah Guthrie, der er den primære vært på NBC News' morgenprogram 'Today', forklarer videre, at familien »aldrig vil holde op med at lede efter hende«.
»Verden kan være et grusomt og ubarmhjertigt sted, og jeg ved, at du har forsøgt at gøre det rigtige,« siger hun i videoen:
»Så jeg beder dig – jeg bønfalder dig – om at gøre det rigtige nu. Træf det rigtige valg. Hjælp os med at finde hende. Fortæl os, hvor vi skal lede efter hende. Jeg tror virkelig, at det aldrig er for sent at gøre det rigtige. Hjælp os med at bringe denne situation til ophør,« tilføjer hun.
Sagen om den 84-årige Nancy Guthrie har vakt stor opmærksomhed i USA og i udlandet.
Efterforskningen af sagen er endnu i gang.