Kyle Kennedy, der er barnebarn af den tidligere amerikanske politiker Robert F. Kennedy, er død – 42 år gammel.

Nu reagerer Kerry Kennedy på sin nieces alt for tidlige død.

'Vores familie er knust over tabet af min kære niece, Kyle Francis Kennedy,' skriver 67-årige Kerry Kennedy, som er advokat, forfatter og menneskerettighedsaktivist, på Facebook.

'Kyle var en lysende stjerne med et mildt sind; hun var en engageret underviser og en hengiven mor for Conor og Declan (Kyle Kennedys to sønner, red.),' fortsætter hun.

Det var familien, som i en nekrolog, oplyste, at Kyle Kennedy døde fredeligt i sit hjem 21. september.

Dødsårsagen er endnu ikke fastlagt, oplyser myndighederne til People.

I 2020 pådrog Kyle Kennedy sig en alvorlig rygmarvsskade, som førte til lammelse og andre helbredsmæssige udfordringer.

»Men Kyle kæmpede for at bevare sin tørre humor og beslutsomhed gennem det hele, idet hun forsøgte at være den bedst mulige mor for sine sønner og passe sine to elskede, uartige Wheaten-terriere,« skriver familien.

Efter sin rygmarvsskade begyndte Kyle Kennedy at kæmpe for mennesker med handicap. Blandt andet skabte hun opmærksomhed omkring diskrimination inden for sundhedsplejen på handicapområdet.

Kyle Kennedy gennemgik flere tragedier i sit alt for korte liv.

Kyle Kennedy var barnebarn af Robert F. Kennedy, der var justitsminister i USA under sin brors, John F. Kennedys, præsidentperiode. Robert F. Kennedy blev dræbt i 1968 som 42-årig. Det skete, efter han netop havde vundet et primærvalg i Californien i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg. Robert F. Kennedy er ligeledes far til USAs nuværende sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr. Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix

Hendes far, Michael Kennedy, døde i 1997 i en skiulykke, mens hun mistede sin datter, Josephine, få dage efter fødslen.

Udover Josephine fik Kennedy også sønnerne Conor og Declan med sin eksmand, Liam Kerr.

'Må hun hvile i evig fred blandt englene sammen med sin far og sin datter Josephine. Vi elsker og savner dig, Kyle,' slutter Kerry Kennedy Facebook-opslaget, hvor hun deler sine tanker om niecens død.