Nu er det slut: Milliardærpar skal skilles
Efter knap 30 års ægteskab skal de to ejere af flere sportshold skilles.

Efter knap 30 års ægteskab skal de to ejere af flere sportshold skilles.

Ægteskabet mellem milliardærerne Clara Wu Tsai og Joseph Tsai er slut efter næsten 30 år sammen.
Det oplyser en talsperson for parret til Page Six.
»Gennem årene har deres forhold udviklet sig til mere af et partnerskab, hvor de har drevet deres virksomheder og opdraget deres børn sammen. Selvom de er vokset fra hinanden, foregår skilsmissen i enighed, og deres forhold er fortsat et stærkt, professionelt partnerskab,« lyder det fra talspersonen.
62-årige Joseph Tsai og 60-årige Clara Wu Tsai blev gift i 1996, og i dag bor han i Hong Kong, mens hun bor i USA.
Sammen ejer de blandt andet NBA-klubben Brooklyn Nets og WNBA-klubben New York Liberty. Da de købte klubberne for 2,35 milliarder dollars i 2019, var det det dyreste køb af en amerikansk sportsfranchise på det tidspunkt.
Beslutningen om at lade sig skille får ifølge talspersonen ingen betydning for parrets fælles forretninger.
Milliardæren Joseph Tsai var med til at grundlægge den kinesiske e-handelsvirksomhed Alibaba i 1999.
Clara Wu Tsai driver en række filantropiske foreninger, mens hun også er en af grundlæggerne af REFORM Alliance, der har til formål at reformere strafferetssystemet.