Moshe Kasher opdagede bule under filmoptagelser: 'Det var kræft'
Den 46-årige skuespiller og komiker venter nu svar på, om han skal have strålebehandling for den kræft, der er blevet fundet i mandlerne.

Den 46-årige skuespiller og komiker venter nu svar på, om han skal have strålebehandling for den kræft, der er blevet fundet i mandlerne.

Da Moshe Kasher for tre måneder siden var i gang med optagelserne til filmen 'The Comeback King', opdagede han pludselig en bule på halsen.
»Det var kræft,« fortæller komikeren og skuespilleren i et opslag på Instagram og tilføjer, at det ikke var »så slemt«.
I sidste uge var han på operationsbordet for at få fjernet knuden på sine mandler, men humoren mistede den amerikanske komiker tilsyneladende ikke.
»En jødisk kirurgrobot på Cedars Sinai (et sygehus i Los Angeles, red.) rev min kæbe op i fem timer, skar det ud, skar derefter min hals over og dissekerede den, hvilket efterlod mig med et voldsomt ar, der vil få folk til at tøve med at slås med mig på gaden.«
Moshe Kasher kalder det samtidig den »mest skræmmende og altopslugende oplevelse« i sit liv. Indtil videre har kræftdiagnosen ført til alt lige fra »rædsel og meditation« til »12-timers arbejdsdage på settet«.
'The Pitt'-stjernen tager dog den voldsomme melding med oprejst pande.
For selvom han understreger, at han er i smerter, så er »den gode nyhed, at den kræftform, jeg har, har en utrolig høj helbredelsesprocent på omkring 95 procent.«
Kasher venter nu på, om indgrebet var nok, eller om han skal have strålebehandling.
»Men uanset hvad kommer jeg mig, og så er jeg tilbage som en cool fyr så hurtigt som muligt.«