Den britiske skuespiller Millie Bobby Brown har natten til fredag dansk tid kunnet dele glædeligt nyt.

For hun er nu mor til to.

Det afslører hun ifølge magasinet People med et billede af en lille babyhånd, som både hun, hendes ægtemand – Jake Bongiovi – og deres datter ses række ud efter.

I samme forbindelse afslører den 22-årige 'Stranger Things'-skuespiller, at der er tale om en søn.

Til billedet har hun nemlig blot skrevet:

»Hej lille fyr.«

Mille Bobby Brown og 24-årige Jake Bongiovi – der er søn af rockmusikeren Jon Bon Jovi – holder for det meste deres forhold meget privat.

Det kom derfor som lidt af en overraskelse, da de sidste år kunne meddele, at de havde budt en datter velkommen.

»I sommer bød vi vores søde lille pige velkommen gennem adoption. Vi er utroligt glade for at kunne tage hul på dette smukke nye kapitel i forældreskabet i både ro og fred,« skrev hun ifølge People i et Instagram-opslag i august sidste år.

Hverken datterens eller den nye søns navne er blevet offentliggjort.

Jake Bongiovi og Millie Bobby Brown blev gift i 2024. De har dannet par siden 2021. Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix

Det amerikanske medie kunne allerede torsdag på baggrund af oplysninger fra en kilde berette om, at parret havde budt velkommen til deres andet barn.

Ifølge kilden skal der være tale om adoption som i tilfældet med datteren.

People oplyser, at man har rakt ud til repræsentanter for Brown og Bongiovi, men ikke har hørt tilbage.